Hanehaler

Ramos Gin Fizz

En fyraftens promenade på det solrige Nørrebro bragte mig i lykkelig besiddelse af en flaske orangeblomstvand. En støvet en fra en glemt hylde hos en grøntbiks, der ellers lokkede med okra og bundter af frisk mynte og koriander, som ikke er til at opdrive i min ende af verden.

Og så var der pludselig ikke tvivl om, hvad ugens cocktail skulle være: Ramos Gin Fizz som vel må være New Orleans næstmest berømte cocktail efter Sazerac.

Udviklet af Henry C. Ramos i 1880 på hans bar Imperial Cabinet Saloon. Efter hans anvisning skulle den rystes i 12 minutter. Derfor måtte han i forbindelse med Mardi Gras i 1915 hyre 32 shaker boys som ikke skulle andet end at ryste Ramos Gin Fizzes sammen.

Nu har jeg slet ikke armkræfter - eller tålmodighed - til 12 minutters energisk forarbejdning af en sjus, men sandt er det, at hvis den ikke rystes nok, så er det en katastrofe.

Så vil den ikke blive silkeblød og strålende hvid at skue og værst af alt, så vil den stakkels cocktailtørstige antræffe æggehviden som en klat sn.. i bunden af glasset.

Jo længere den rystes, jo smukkere, jo glattere og jo blidere bliver den, men en 5-6 minutter kan gøre det:

• 6 cl gin
• 3 cl piskefløde
• 1,5 cl friskpresset citronsaft
• 1,5 cl friskpresset limesaft
• 1,5 cl sukkersiruo (lige dele vand og sukker kogt sammen og afkølet)
• 1 æggehvide
• et lille bløb orangeblomstvand (kan hverken udelades eller erstattes)
• Lidt danskvand

Hæld alle ingredienser i en cocktailshaker, undtagen dansk vand - men endnu ingen is - ryst kraftigt og vedholdende i 2-3 minutter. Hvil armene mens du henter en 4-5 store isterninger - plop dem i shakeren og ryst i endnu 2-3 minutter.

Si cocktailen i et højt glas - en cocktailskål ville også være pænt - og top den op med en smule danskvand, næppe mere end 2cl. Pynt med en enkel limewedge på kanten af glasset. Nyd.

Sorry Mr. Bond

Man kan være stædig og så kan man være dumstædig. Jeg har en smule tendens til det sidste og det er ikke et kønt karaktertræk.

Jeg har tidligere kategorisk afvist at hælde vodka i gin og har derfor reelt aldrig smagt James Bonds mytiske martini: Vesper.

Men efter at have genset Casino Royal, som jeg tror har fat i den ægte Bond-sjæl, som Ian Flemming skabte ham, svor jeg, at jeg ville give mig.

Da jeg så i dag var afsted efter råvarerne til en klassisk engelsk Sunday roast: Oksekød, ristede kartofler, Yorkshire pudding og lidt grøntsager så jeg, at jeg kunne erhverve en ganske lille flaske vodka for en 50’er.

Så slog det mig, at en Vesper ville være perfekt som aperitif, for J. Bond må have spist en del Sunday roasts.

Som tænkt, så udført og nu sider jeg med en smuk cocktail - for jeg må indrømme at vodkaen nedtoner ginen en smule og det er godt til en frokost-martini - og nyder lyden af kartofler der rister i ovnen, duften af steg og tanken om en hvælvende pudding.

• 1/2 del Lillet Blanc
• 1 del vodka
• 3 dele gin

Alt røres koldt i et glas med godt med is mens et cocktailglas afkøles.

Vesper sis i glasset, pyntes med et stykke vredet citronskal og et andet stykke køres forsigtigt rundt langs glassets kant, så der er lige antydningen af citron i hver slurk af cocktailen.

Fin de Siecle

Det milde men alligevel gustne novembervejr kalder på en drink, der tager fat i smagsløgene og smider en hen under varmere himmelstrøg.

Det kan Fin de Siecle, som allerede da den blev opfundet i 1920’erne må have været noget retro i det, for navnet referere til slutningen på det 18. århundrede. Den smager mørkt og smukt af bitter appelsin.

Det er en cocktail som udfordrer barskabet, der skal nemlig både bruges Picon - en fransk appelsinbitter som i det nordlige Frankrig blandes i øl til aperitifen Picon Biere - og orangebitter af den klasse, der sælges i små flasker til at stænke i cocktails eller ren spiritus.

• 4 cl gin - London dry type - Miller’s er et godt valg
• 2 cl hvid vermouth - jeg brugte Lillet Blanc, nu der også skulle Picon i
• 1 cl Picon
• 1 stænk orangebitter - Bitter Truth laver en herlig en

De tre første ingredienser hældes over is i et mikserglas og røres kraftigt til glasset dugger udvendigt. Sis derefter i et yndigt, gammeldags glas pyntes med appelsinsnut og til sidst stænkes orangebitteren i.

Frederiksdal drink nr. 4

Jeg havde på forhånd store forventninger til denne drink. Gin og krisebær, det må da være godt sammen. Gin kan holde til megen sødme, som eksempelvis i Aviation, hvor der både er kirsebær og viol.

Jeg blev ikke skuffet - kun lidt over første udgave, hvor jeg brugte Sprite, men da jeg miksede min egen af citron- og limesaft rørt med flormelis og spædet med dansk vand, steg mit humør igen.

Det er en rigtig god cocktail. Den kan efter min mening sagtens tåle lidt mere gin, hvis man har lyst til det. 

• 4 cl kirsebærvin - Frederiksdal 2009
• 1 cl gin - Tanqueray eller en anden London Dry gin (hvis man er ginglad, så er 2 cl også ok)
• sprite - lav din egen

Gin og kirsebærvin røres med is i et højt glas - afsluttes med Sprite eller anden citron-lime-sodavand.

Navneforslag: Dette er en cocktail, der skriger på et perfekt navn. Desværre er jeg helt blank. Nogle bud?

The White Lady

Og nej, jeg genbruger ikke bare billedet af The 20th Century Cocktail.

Så ens som de ser ud, er de to cocktails helt forskellige. The White Lady er en sour - strengt taget en Sidecar, hvor cognacen er skiftet ud med gin.

Som altid er oprindelsen omdiskuteret. Måske opfandt Harry MacElhone den i 1919, lige da han var kommet til Europa fra USA, hvor forbudstiden fratog ham hans erhverv.

Men så må hans hjerne have taget skade af sejlturen over Atlanten, for hans version bestod af Creme de Menthe, Cointreau og citronsaft - og så er det jo ikke en cocktail, for, hvor er spiritussen?

Måske er den opfundet af Harry Craddock på The Savoy i London i 1929 og han havde styr på sagerne med gin, citronsaft og Cointreau. Og den skulle være Gøg og Gokkes favorit.

Who knows, who cares?

Den smager fornemt - tør, saftig og helt fløjsblød på grund af æggehviden, som hverken Harry eller Harry havde fundet på.

• 6 cl gin - London Dry
• 2 cl Cointreau
• 2 cl friskpresset citronsaft
• en slumpent ophældt æggehvide fra et lille, salmonellafrit æg fra en fri og lykkelig høne. (Med andre ord brug ikke meget tid på at få alt hvide delt fra blommen, gem resten til morgenrøræggene.)

Alt smides i en shaker med rigeligt is. Shake længe og energisk, så æggehvide bliver emulgeret med resten af drinken. Servér i cocktailglas med citronfittelihut.

20th Century Cocktail

I 1938 blev det mest opsigtsvækkende lokomotiv, som nogensinde har trukket et tog, bygget. Det vil sige bygget og bygget - ud over et standard Hudson-lokomotiv monterede man blot en kappe, konstrueret af Henry Dreyfuss og resten af toget fik så en overhaling i gråt og blåt og så havde man en ny funky udgave af the 20th Century Limited. Toget blev streamlined.

The 20th Century Limited kunne transportere velhavende og indflydelsesrige mennesker fra New York til Chicago eller den anden vej på 16 timer. Undervejs kunne de spise udsøgt mad og/ellers drikke sig bedygget i togets fantastiske bar- og loungevogn.

Ikke noget med at spise folk af med en trillebar i det tog. Til overflod rullede man en rød løber ud på Grand Central Station i New York, når passagererne skulle om bord og så var det begreb opfundet.

Til ære for dette fantastiske tog blev cocktailen Twentieth Century opfundet. Cocktail-arkæolog Ted Haigh gav den en renæssance i 2004 og beskrev smagen som Art Deco i et glas.

Jeg har aldrig tænkt over, hvordan Art Deco mon smager, men denne cocktail er en ny favorit. Balancen mellem citronsaft og creme de cacao er sublim, intet mindre.

• 4,5 cl gin - jeg brugte Hammer
• 2 cl Lillet Blanc
• 2 cl Creme de Cacao
• 2 cl friskpresset citronsaft.

Alt rystes eller røres med is og sis derefter i et cocktailglas med en lille citronskalsdims som pynt.

The Monkey Gland

Jeg kan godt se, at jeg bevæger mig længere og længere ind i universet af cocktails med vanvittige navne.

Men navngivning er mindst det halve af en drink, et forkert navn kan forhindre en cocktail i at få berettiget popularitet.

Det omvendte skal nu nok også være tilfældet og der er jo tilsyneladende et stort og umætteligt marked for sjusser med sjofle navne.

Navnet The Monkey Gland er egentlig mere deprimerende end noget andet. Cocktailen er nemlig opfundet på Harry’s Bar i Paris, inspireret af en række operationer, som en russisk-fransk læge udførte i Paris i 20’erne.

Han indopererede væv fra abers testikler i mandlige patienters ditto. Med løftet om et liv med evig ungdom og dermed evig virilitet.

Der var tale om en af de første større serier af xenotransplantationer, hvor man overfører væv fra en art til en anden, med mennesker som modtagende part. (Tanken er i øvrigt for mig betydeligt mere skræmmende end mange gmo-ideer )

Operationerne virkede ikke overhovedet, selvom lægen påstod noget andet. Frem til starten af 30’erne, hvor indgrebet blev så upopulært, at det blev stoppet, blev det udført på flere end 1500 mænd.

Blandt dem formentlig det moderne Tyrkiets fader, Kemal Atatürk.

Operationerne nød stor offentlig opmærksomhed og gav stof til både sange og altså også navnet på en cocktail, som ligefrem gav anledning til en artikel i Washington Post i 1923.

Når man så har fordøjet alt det, så er det faktisk en ok cocktail. Ikke fantastisk, som Aviation eller The Corpse Reviver II, men ok.

• 5 cl gin
• 5 cl friskpresset appelsinjuice
• tsk granatæble saft
• tsk absinth

Røres kraftigt med is og sis op i et martini- eller cocktailglas, pynt evt. med et kirsebær.

The Corpse Reviver II

En reparationsbajer, en lille sort på tom mave eller en morgenbitter har i umindelige tider været vores foranstaltninger mod tømmermænd.

Men på klassiske, udenlandske cocktailbarer går man anderledes grundigt til værks og der findes hele grupper af cocktails kun udviklet for at bekæmpe den foregående aften - og nats - udskejelser.

En af grupperne omtales som The Corpse Revivers i en af verdens mest berømte cocktailbøger The Savoy Cocktail Book fra 1933.

Nr. to regnes af de fleste for den mest velkomponerede af disse drinks, der kan vække de døde, og om hvilken cocktailbiblens forfatter Harry Craddock skriver: Four of these taken in swift succession will unrevive the corpse again.

Nu har jeg lykkeligvis aldrig brug for at rejse mig ved det træ, jeg er faldet, så jeg aner ikke, hvordan denne cocktail vil smage klokken 11 om formiddagen dagen derpå.

Men efter 17 med en lille skål rodfrugtschips er den en pragtfuld start på en lørdag aften.

• 3 cl gin
• 3 cl Lillet Blanc
• 3 cl Cointreau
• 3 cl siet, friskpresset citronsaft
• stænk absint
• et cocktailbær

Et cocktailglas sættes på køl- en champagneskål er vist det klassiske valg - og så shakes alle ingredienser undtagen absint med is.

I bunden af glasset anbringes cocktailbærret - jeg bruger Amareno - og cocktailen sies i glasset. Til sidst stænkes absinten i.

Det sidste ord (nej, nej jeg lukker ikke hanehaler, men det hedder cocktailen)

I 1919 indførte USA et forbud mod salg, fremstilling og transport af enhver alkoholisk drik. The prohibition kaldes perioden, som varede helt frem til 1933 da forbuddet blev ophævet.

Men nej, forbuddet stoppede hverken umådeholdent drikkeri eller skørlevned, men gav tværtimod masser af gangstere vind i sejlene og gjorde mange syge eller slog dem ihjel, når ukyndige brændte dårlig sprut.

Der var dog også masser af gode ting ved forbuddet: Jazzen blomstrede, smugkroer - speakeasies på amerikansk - blomstrede - og nogle gode cocktails blev skabt. (Hvis man vil vide mere om forbudstiden, så har den legendariske dokumentarist Ken Burns netop lavet en serie.)

The Last Word, som er denne uges cocktail, er højst sandsynligt et barn af forbudstiden.

Den var mig totalt ukendt klokken cirka et i dag, da jeg henne i mit i øjeblikket favorit-supermarked, Dalgaards Supermarked i Hørsholm, sådan helt tilfældigt faldt over en flaske - smuk flaske - grøn Chartreuse.

I kurven med den og hjem og google - længe leve internettet, for hvor kan man få mange sære ideer der og erhverve sig overflødig viden..

Som at Chartreuse er den eneste spiritus, som har lagt navn til en farve. At en forfatter i 1907 skrev: Folk må sige, hvad de vil om kristendommens forfald; et religiøst system, der producere grøn Chartreuse, kan aldrig rigtig dø. (Drikken en brygget af munke siden 1740)

Og så må jeg ikke glemme, at Chartreuse er nævnt i mange sangtekster - blandt andet denne:

Da klokken slog 17 og prohibition blev ophævet i det lille røde hus, var det frem med shakeren. Over is blandede jeg:

• 2,5 cl friskpresset og siet limejuice
• 2,5 cl Maraschino likør
• 2,5 cl grøn Chartreuse
• 2,5 cl Tanqueray gin

Efter grundig omrysten røg drinken i et martiniglas og blev pyntet med en lille lilla salvieblomst, som jeg pligtskyldigt har spist, for jeg hader at slå levende ting ihjel til ingen verdens nytte, men køn var den.

Neville Longbottom

Nej, jeg har ikke set den endnu, men læst hele serien mere end en gang, så selvfølgelig skal jeg. Hvem er den største helt i Harry Potter? Det er et spørgsmål med mange svar og det er derfor historien er så stor.

Neville har være en favorit fra starten, så da jeg skulle vælge en af The Backyard Bartenders cocktails til ære for den allersidste fim, var der ikke tvivl i mit sind. So, here is Neville:

• 6 cl Earl Gray infusereret gin*
• 4 cl Pimm’s
• 1 cl cirtronsaft
• 1 cl simpel sirup**

*Earl Gray infuseret gin: 20 cl Tanqueray i et syltetøjsglad med en spiseskefuld god Earl Gray te - jeg brugte Kusmi.

** Lige dele sukker og vand bringes forsigtigt i kog under omrøring. Kan sagtens smagsættes med alt muligt.

Alle ingredienser blev rystet med is og hældt i en lidt rustikt glas, for sådan er Neville også ;)