Hanehaler

Jeg må hellere skynde mig at slå fast, at overskriften ikke på nogen måde afspejler nogle af de smags- eller duftindtryk, jeg fik ved forpremieren på Mojito Embassy i går. Hvad begrebet dækker over, vender jeg tilbage til.

Først vil jeg sige, at jeg lige siden jeg i 1983 boede indenfor høre- og synsvidde af den skole i Aarhus, hvor byens sambahold hele vinteren øvede sig til det årlige karneval, har været en lille smule pas på forsøg på at omsætte Sydamerikanske og/eller Caribiske traditioner til dansk.

Det bliver hurtigt forlorent, når stive hofter møder latinske rytmer.

Den erindring summede lidt i baghovedet, da jeg drog mod Pumpehuset, som efter beskrivelsen skulle være omdannet til et lille stykke Cuba med markedsplads og bar.

Men velankommet - og advaret mod at gå på den røde løber - konstaterede jeg, at det i grunden fungerede meget godt. Ikke mindst fordi det trods gråt, regnlabilt vejr var smeltende varmt indendøre, men også fordi bygningen jo er en gammel industribygningen og meget stemningsfuld.

Noget der helt sikkert er blevet skelet til, da rammerne for Havana Clubs omrejsende salgsfremstød skulle findes - et moderne, strømlignet sted ville have været en katastrofe.

Desuden var jeg under min rejse, nået frem til, at jeg var parat til at tåle meget for arrangements hæderværdige formål: At vriste mojitoen ud af provinsdiskotekernes overgreb med søndertampet, blodfattig mynte, sourmix og dårlig rom.

Det gøres med bjerge af limefrugter og marker af frisk mynte pynteligt arrangeret omkring æresgæsten: Havana Club - altså god cubansk rom.

Og det var simpelthen stemningsfuldt at stå med en frisklavet mojito og lytte til Kasper Riewe Henriksen, der gav os - de indbudte bloggere og mediefolk - en tour de force af en romlektion.

For det er her de brændende rotter kommer ind i billedet. Romeksperten sparede os ikke for nogle af de mere barske elementer af rommens historie.

Det er lettere og mere sikkert at høste sukkerrør efter en afbrænding af markerne, for så er kun rørene tilbage og både ukrudt, krat, slanger og andet kryb borte.

I gamle dage antændte slaverne markerne ved at sætte ild til et par rotter, som så løb ind i moradset og futtede det hele af.

Og så er der vel ikke så meget andet at sige, end at Mojito Embassy bestemt et besøg værd og at drinksene i glasset er fuld af gode historier.

Forleden stod jeg tidligt op og kørt i to timer og tre kvarter så langt mod sydvest jeg kan komme fra min bolig uden at skulle betale for en færgetur eller en bropassage.

Jeg endte ved Frederiksdal gods der ligger på Lolland, der længst mod vest, tæt på Langelandsbæltet.

Dernede var blomstringen på træerne i kirsebærplantagerne netop overstået og det forlyder, at den forløb upåklageligt.

Det var altså ikke træer klædt i bedårende småblomstret vi fik at se, men træer, hvor små grønne kirsebær er i vækst frem mod høsten i august.

Træerne, dem jeg - og de øvrige cirka 20 fremmødte til smagedag - så, er plantet af Harald Krabbes far. Længe før Harald sammen med Morten Brink Iwersen og Jan Friis-Mikkelsen fik den ide, at lave vin af bærrene. Det kan man kalde en herlig fædrende arv.

Det var et meget udbytterigt arrangement, ud over en traktortur under tunge regnskyer til en af godsets kirsebærplantager fik vi også en smagsmæssig rundvisning i vineriet, hvor kirsebærvin i alle stadier af udvikling opbevares i stål, trætønder og såmænd også ude i kulden i glasballoner kun nødtørftigt overdækket.

Det var meget interessant at smage kirsebærvin i forskellige udviklingsstadier - mest imponeret var jeg af sidste års høst fra Skovmark plantage. Den havde en meget fyldig smag med fuld knald på kirsebærrene - sådan noget der går godt til en peberbøf med en simpel grøn salat.

Derefter blev vi diverteret med en udsøgt frokost i godsets spisesal. En frokost Jan Friis-Mikkelsen havde kreeret. Den demonstrerede at kirsebærvin langtfra kun er en dessertvin. Ærgerligt nok kunne jeg ikke kaste mig ud i de mange foreslåede smagssammensætninger af vin og mad, fordi jeg jo altså også skulle køre retur til Asserbo. Men jeg bed mærke i, at Jan mener at vinene skal serveres kolde til mad og det vil jeg prøve en dag.

En bartender stod i øvrigt parat til at mikse nogle af de cocktails, som jeg har prøvemikset tidligere og været med til at navngive.

Dagens højdepunkt var dog at få lov at smage Frederiksdals eksperiment med at lave kirsebærlikør - altså at give Cherry Heering indenlandsk konkurrence.

Jeg har haft lejlighed til at smage likøren lige efter at den var blandet og også lavet et par cocktails med den, men nu havde den ligget på træfad i et stykke tid og allerede udviklet sig gevaldigt. Jeg har svært ved at forestille mig, at de københavnske cocktailbarer ikke bliver begejstret for den. Jeg glæder mig i hvert fald til at mikse med den.

Palisander og sort læder, mørk vægmaling og dæmpet lys. Kasper Riewe Henriksens nye bar i en kælder i Dannebrogsgade på Vesterbro i København sendte mig durk tilbage til de numre af Bo Bedre, jeg læste hele min barndom, hvor reklamerne for Poul Cadovius reolsystemer altid duftede af whiskey og herreværelse.

Vi ankom fire cocktailtørstige kvinder, vi var nemlig lige gået forgæves på vores første valg Salon 39, som var lejet ud til en lukket fest. Det var de flinke folk på Vodroffsvej, der sendte os ned til Duck and Cover og tak for det.

Det var Kasper Riewe Henriksen selv, der bemandede baren og han var mere end imødekommende over for ønsker om at få taget ingredienser ud af cocktails og mixet noget andet end det, der stod på kortet.

Vi startede med to Floral Fizz, en Ipanema og en Rock Islands. Den sidste var til mig - et mix af Talisker og den bornholmske specialitet honningsyp - som er en blanding af snaps og honning.

Det var et herligt ægteskab mellem klippeøen i Østersøen og Isle of Skye. Den ikke alt for overvældende røgsmag fra Talisker og den blide honningsmag fra syppen mindede mig meget om Penicillin, som er en af mine favorit cocktails.

Der var også bred tilfredshed med de to andre cocktails - så bred, at da vi skulle have næste runde blev det både en genbestilling af Floral Fizz og Ipanema, og så røg der en Gentlemans Cup og en Last Word oven i købet.

Den sidste var til mig, stod ikke på kortet, men blev serveret af en kvalitet, så jeg måtte udbryde: Det er den bedste Last Word, jeg nogensinde har smagt. Jeg har faktisk smagt en del, både af eget mix og på andre barer, men Kaspers version var bare perfekt.

Efter et par behagelige timer i kældere drog vi videre til vores næste aftale. Der er ingen tvivl om, at Duck and Cover er et sted, hvor jeg vil vende tilbage.

Jeg gætter på, at der næste gang vil være noget mere gang i baren end der var på en helligdag sidst på eftermiddagen. Men som Kasper forklarede, så var det godt med en stilfærdig start uden for meget hype og omtale indtil alle rutiner er på plads. Det giver mening og jeg glæder mig til at se, hvordan stedet er en travl aften.

Efterhånden var det nogle måneder siden, min cocktailkammesjuk og jeg sidst havde tjekket den københavnske cocktailscene ud. Adskillige nye steder var kommet til rundt i byen, så det var på tide at udforske.

Vi besøgte tre nye steder, tre kælderbarer og fik tre gode oplevelser.

**Strøm**
Første stop gjorde vi ved Gråbrødre Torv, hvor nogle lidt usikre skridt ned ad en stejl, men heldigvis kort kældertrappe sendte os ned i en oase af blød belysning, god jazz og med byens smukkeste Art Deco tapet.

Fra barens logo til toilettets dekorationer; der er tænkt over tingene på Strøm bar og det hele går op i en meget indbydende helhed.

Vi fandt os en fin lille bænk for enden af baren, hvor vi kunne få lidt rygstøtte og samtidig følge med i bartendernes arbejde.

Kortet fik os til at udbryde både wauu og juhu - gamle favoritter, nye opdagelser og så hele tre forskellige cocktails på fad.

Først runde bød på en Death in the Afternoon til mig og en Cablegram til min makker. At man overhovedet kan få en champagnecocktail til 99 kroner i København - og den så er  lavet med the real stuff og med et håndelag så elegant, at cocktailen ikke opaliserede, afkrævede min respekt.

Hemmingway, som har opfundet cocktailen, mente, at man skulle have mindst en tre stykker, men det gik jo ikke, når vi skulle på en rundtur i kortet.

Næste runde fik vi begge en Zeppelin - en whiskey cocktail med både æggehvide og københavnsk honning. En dejlig sag som mindede mig en del om en Penicillin.

Sidste runde var en debut med cocktails fra fad til os begge. Vi delte en Dark And Stormy og en Punch -  gode ting, som dog ikke helt overbeviste mig om, at fadlagring for alvor bidrager med noget ekstra. Men jeg forstår sagtens, at det er en god og hurtig løsning for en bar - især til noget mere kompliceret end en Dark And Stormy.

Jeg synes, at Strøm er et virkeligt kvalitetsbekendtskab, sådan et sted, hvor jeg med glæde vil kigge forbi til en cocktail på vej til middag.

Det er et sted, hvor kunden og kvaliteten er i højsæde - det ses på detaljer som frisk eukalyptus og en lidt bedre champagne end annonceret, fordi en åben flaske fra aftenen før var ved hånden. Sådan noget er jeg til fals for.

**Madame Chu**
Næsten stop på ruten fandt vi, ved siden af Fugu på Gammel Strand, her førte den korte trappe os ned i en luksuriøs havneknejpe i Singapore i 30’erne.

Fra den lange højglanspolerede bardisk, over de flotte kobberlamper til de bordelbelyste tableauer i væggene er Madame Chu et udstyrsstykke.

Blot er valget af musik i den sammenhæng lidt overraskende - det var meget hipt og moderne - ikke at det var et problem blot lidt bemærkelsesværdigt - når nu resten er så helstøbt. Men det er uden tvivl en pointe.

Madame Chus cocktailkort udfordrer. Jeg genkendte ikke en eneste cocktail, men med fyndige navne og præcise beskrivelser, var det til at finde rundt i.

Jeg faldt for en Sabina All Night (rom, ahorn, karamel og dild) og blev fyrsteligt belønnet med en fornem lysegrøn cocktail i deliciøs balance mellem det lidt lumre sødladne og så den krasse dild.

Min kammesjuk havde valgt en Happy Ending (Bourbon, rabarber, mynte og absint) og var også mere end tilfreds med sit valg.

Næste runde faldt min meddrikker for en Candy X (rom, portvin, ingefær) en smuk og meget flabet romcocktail.

Jeg stod til søs: Lost At Sea (gin, havtorn, aloe vera og thailandsk basilikum). Havtorn var et nyt bekendtskab, som på en og samme tid er syrlig og mineralsk - nok derfor at det nye nordiske køkken er så glad for den - nordens citron. Her var brugt havtornsyltetøj og cocktailen sad lige i skabet.

Som afslutning var vi omkring en No 42. (vodka, Lillet Rose, tomat, rabarber, citron) og en Red or Dead (gin, rød peberfrugt, citron og sukker). Almindeligvis gider jeg ikke vodkacocktails, men sammensætningen af tomat og rabarber ville formentlig have været for akavet, hvis der også skulle have været enebær fra gin ind over.

Madame Chu udfordrer og slipper fra det - men det er lidt et sted, hvor man skal have skulderen først ind ad døren. En bar der poserer lidt og lægger op til at gæsterne også gør det. Ikke at vi fik andet end udsøgt betjening og gik glade - og en smule slingrende - op ad kældertrappen.

**Ourselves Alone**
Sidste stop var i Badstuestræde. Først og fremmest bemærker man, at det ikke er et sted, hvor man går lige ind. Man ringer på og bliver lukket ind. Ikke fordi man skal ses an eller sorteres fra, men for at man kan blive serviceret fra første øjeblik. Så hjælpes man af frakken og kan vælge at sidde ved de ikke særligt talrige møbelopstillinger - fine plydsesmøbler fra 20’erne og 30’erne i douce farver omkring lave borde - eller ved baren.

Vi valgte selvfølgelig baren - det var en god indskydelse viste det sig.

Vi havde stort set fra vi kom til vi gik bartender Knut Randhems udelte opmærksomhed - det var lige noget for os og jeg gætter på, at han havde ringen for ørerne da vi gik, så meget spurgte og snakkede vi.

Men det er også meningen. Ourselves Alone er en cocktailbar uden et cocktailkort.

Enhver bestilling forudsætter med andre ord en dialog og en ideudveksling. Det fungerede 100 procent for os.

Den eneste cocktail der ikke er nogen diskussion om, er den lille tørstvækker man får sammen med det første glas vand, mens man finder sig til rette og får kigget sig rundt og lader stedets rolige og velafbalancerede stemning glide over sig.

Første runde var et par gin klassikere transponeret til bourbon. En Last Word og en 20th Century. Især Knuts fortolkning af 20th Century var fremragende: Bourbon, Amer Picon og brun creme de cacao. Den var så god, at han har givet den navnet Middle of the 20th. Century.

Derefter var vi omkring et par æggehvideklassikere: Clover Club og en Bourbon Sour og som aftenens finale fik vi to Ramos Gin Fizz - ikke at tiden var så fremskreden, at det nu var tid til morgencocktails, men tæt på.

Ourselves Alone er sådan et sted, alle bør drive hen efter selv et halvdårligt måltid på en kedelig restaurant.

Et sted, hvor enhver aften får en rolig og på en eller anden måde højstemt afslutning. Faktisk vil jeg gå så vidt som til at sige, at det er et uendeligt maskulint sted, med en dyb, feminin sjæl - på den bedste af alle måder. Sådan et sted, man egentlig ikke burde fortælle nogen om, af skræk for at det forandrer sig.